Paa Vidderne
af Henr. Ibsen
a | | Nu Skræppen over Ryggen slængt, | |
b | | Og Riflen ladt i Haand, | |
a | | Og Spjeldet lukt og Døren stængt | |
b | | Med Tap og Vidjevaand; | |
c | 5 | Saa indom til min gamle Moer | |
d | | I Stuen nærmest ved, – | |
c | | Et Haandslag til Farvel, – et Ord, – | |
c | | «Jeg kommer hjem saa snyg jeg foer, – | |
d | | Og indtil da – Guds Fred!» | |
| | |
a | 10 | Opefter bugtes Veien smal, | |
b | | Det bær i Holtet ind; | |
a | | Men bag mig ligger Fjord og Dal | |
b | | I disigt Maaneskin. | |
c | | Jeg foer forbi min Grandes Væg, – | |
d | 15 | Paa Gaarden var saa stilt; | |
c | | Men bortmed Grinden under Hægg | |
c | | Det lød som Løv paa Linets Lægg, | |
d | | Der ringled let og mildt! | |
| | |
a | |
Der stod hun i det hvide Lin, | |
b | 20 | Og hilste mig Godkveld; | |
a | | Hun var saa væn, hun var saa fin, | |
b | |
Saa frisk, som Blom paa Fjeld. | |
c | |
Et Øie lo hun med, og et
| |
d | | Hun gjøned med saa smaat; – | |
c | 25 | Jeg lo som hun, og med et Sæt | |
c | | Jeg stod ved Grinden ganske tæt, – | |
d | | Men da var Øiet vaadt! | |
| | |
a | | Jeg slog min Arm om hendes Liv, | |
b | | Og hun blev rød og bleg; | |
a | 30 | Jeg kaldte hende for min Viv, | |
b | | Og Barmen faldt og steg. | |
c | | Jeg svor, at nu – nu var hun min | |
d | | Tilbunds, – ei lidt – ei halv –! | |
c | | Hun saa – jeg troer, paa Skoen sin, – | |
c | 35 | Der ringled Løv paa Bringens Lin: | |
d | | Det var fordi hun skalv! | |
| | |
a | | Hun bad saa vakkert, og jeg slap, | |
b | | Og Spøgen gik som før; | |
a | | Men Hjertet mit gik Klap i Klap, | |
b | 40 | Min Hug var vild og ør; – | |
c | | Jeg bad saa vakkert, og hun taug, – | |
d | | Vi fulgtes ad, vi to; | |
c | | Mig tyktes som det sang i Houg, | |
c | | Som Elverfolk og Nøkk og Draug | |
d | 45 | Indunder Løvet lo! | |
| | |
a | | Saa bar det opfor Veien smal, | |
b | | Det bar i Holtet ind; | |
a | | Men nedenfor laa Fjord og Dal | |
b | | I disigt Maaneskin. | |
c | 50 | Jeg sad saa hed, hun sad saa mat | |
d | | Tæt udpaa Stupets Kant; | |
c | |
Vi hvisked i den lumre Nat, – | |
c | | Jeg ved ei selv hvor det var fat, | |
d | | Men veed min Pande brandt! | |
| | |
a | 55 |
Jeg slog min Arm om hendes Liv, | |
b | | Hun hvilte paa mit Fang, – | |
a | | Saa fæsted jeg min unge Viv, | |
b | | Mens Nøkk i Natten sang; | |
c | | Om Draugen lo, da hun blev min, | |
d | 60 | Det mindes jeg kun halv; – | |
c | | Mig skræmte ingen Vættes Grin, – | |
c | | Jeg saa kun hun var ræd og fin, | |
d | | Og kjendte hvor hun skalv! | |
| | |
a | | Jeg laa i Skardet vendt mod Sør, | |
b | 65 | Og saa hvor Solen randt; | |
a | | Om Dybet laa et Skyggeslør, | |
b | | Mens Fond og Jøkler brandt. | |
c | | Det røde Hus, min Moers og mit, | |
d | | Herovenfra jeg seer; | |
c | 70 | Der har hun strævt, der har hun stridt, | |
c | | Der blev mit Sind saa frisk og frit, – | |
d | | Gud ved hvad det blev meer! | |
| | |
a | | Hun er alt oppe; Røgens Svev | |
b | | Jeg tror iveiret slaar, | |
a | 75 | Paa Blegen ved den hvide Væv | |
b | | Det tykkes mig hun gaaer. | |
c | | Ja, driv du kun dit vante Stell; | |
d | | For det dig signe Gud! | |
c | | Hos Renen paa det vilde Fjeld | |
c | 80 |
Jeg henter dig en vakker Fell, | |
d | | Og to–tre til min Brud! | |
| | |
a | | Ja hvor er hun? Hun færdes vist | |
b | | I Drømmens spredte Spil. | |
a | | Kom Ingenting ihug fra sidst, | |
b | 85 |
Drøm om det, hvis du vil! | |
c | | Men er du vaagen, – riv det ud | |
d | | Af Mindet, – saa gjør jeg. | |
c | | Lid paa du er min væne Brud, | |
c | | Væv Lin og sy dit Bryllupsskrud; | |
d | 90 | Kort er vor Kirkevei! | |
| | |
a | |
Det tykkes tungt at skilles ad, | |
b | | Fra den Ens Sjel har kjær; – | |
a | | Men Længslen er et Tvætningsbad, | |
b | | Til mig den Helse bær. | |
c | 95 | Her staar jeg som paany besjælt, | |
d | | Saa svalt er nu mit Blod; – | |
c | | Et Liv, ei halvt – langtmindre helt, | |
c | | Et Liv i Synd og Anger delt, | |
d | | Jeg træder under Fod! | |
| | |
a | 100 | Hver Mørkets Lyst, hver vild Begjær | |
b | | Af Hugen drives ud; | |
a | | Jeg er saa frisk, jeg staar saa nær | |
b | | Mig selv og nær min Gud! | |
c | | Et Syn udover Aas og Fjord, | |
d | 105 | Udover Furutop, – | |
c | | Og saa tilfjelds i Renens Spor; – | |
c | | Farvel, min Viv! Gudsfred, min Moer! | |
d | | Og nu paa Vidden op! | |
| | |
a | | Ibrand staar Skyen lavt i Vest, | |
b | 110 | Det flammer over Fjeld; | |
a | | Men over Dalens sidste Rest | |
b | | Sig spænder Taagens Tjeld. | |
c | | Tungt var mit Syn og træt min Fod, | |
d | | Og tankefuldt mit Sind; | |
c | 115 | Men udfor Stupet, der jeg stod, | |
c | | Laa Lyng og lyste som i Blod, | |
d | | Og skalv for Kveldens Vind. | |
| | |
a | | Jeg brak en Kvist af Lyngens Dusk, | |
b | | Og stak den i min Hat; | |
a | 120 | Tæt bag mig stod en fattig Busk, | |
b | | Der laa jeg lunt den Nat. | |
c | | Og Tanker gik og Tanker kom, | |
d | | Som Folk paa Kirkesti; | |
c | | De flokked sig og saa sig om, | |
c | 125 | De satte Ret og de holdt Dom, | |
d | | Og skred saa stilt forbi. | |
| | |
a | |
Var jeg Dig nær i denne Stund, | |
b | | Du Blom, igaar jeg brak, – | |
a | | Jeg lagde mig som trofast Hund | |
b | 130 | For Sømmen af din Stak. | |
c | | Jeg svam i dine Øine ind, | |
d | | Der tvætted jeg min Sjæl; | |
c | | Det Trold, som hexebandt mit Sind | |
c | | Igaarkveld ved din Faders Grind, | |
d | 135 | Jeg slog med Spot ihjæl! | |
| | |
a | |
Op sprang jeg sejersvarm og bad | |
b | | En vinget Bøn til Gud | |
a | | Om Sol paa alle Dages Rad | |
b | | For dig, min lyse Brud! | |
c | 140 | Dog nei, til det jeg er for stærk, | |
d | | Til det jeg er for ung; | |
c | | Jeg veed og vil et bedre Værk, | |
c | | Og derfor, Gud, min Bøn dig mærk: | |
d | | Gjør hendes Livssti tung! | |
| | |
a | 145 | Stem Elven op hvorhelst hun gaar, | |
b | | Gjør Kloppen smal og glat, | |
a | | Lad Urden gnage Foden saar, | |
b | | Gjør Sæterveien brat; | |
c | | Jeg løfter hende høit paa Arm | |
d | 150 | Igjennem stridest Flom; | |
c | | Jeg bænker hende ved min Barm, – | |
c | | Frist der at volde hende Harm, | |
d | | Det vil vi strides om! | |
| | |
A | | Langveis sørfra er han kommen, | |
B | 155 | Kommen over brede Vande; | |
A | | Tause Tanker ligger som en | |
B | | Nordlysbrydning om hans Pande. | |
| | |
A | |
Graaden leger i hans Latter, | |
B | | Læben taler, naar den tier; | |
A | 160 | Men om hvad? Jeg bedre fatter | |
B | | Vindens Kvad i Lund og Lier. | |
| | |
A | |
Jeg er ræd hans kolde Øie, | |
B | | Har saa lidt dets Dybde fundet, | |
A | | Som det sortblaa Tjerns af høie | |
B | 165 | Jøklers Barme født og bundet. | |
| | |
A | | Tunge Tankefugle stryger | |
B | | Lavt og langsomt over Speilet; | |
A | | Snart igjen i Raak det fyger, – | |
B | | Berg dig da, – tildæks med Seilet! | |
| | |
A | 170 | Midtpaa Vidderne vi mødtes, | |
B | | Jeg med Rifle, han med Hunde; | |
A | | Mellem os et Forbund fødtes, | |
B | | Som jeg brød, ifald jeg kunde. | |
| | |
A | | Hvorfor har hos ham jeg tøvet? | |
B | 175 | Tidt jeg gad mig fra ham skille; | |
A | | Nu jeg troer, han har mig røvet | |
B | | Selve Evnen til at ville! | |
| | |
A | | «Hvorfor længter du om Kvælden | |
B | | Nedad til din Moders Stue; | |
A | 180 | Sov du bedre under Felden, | |
B | | End paa Viddens brune Tue?» | |
| | |
A | |
Hjemme sad paa Sengestokken | |
B | | Gamle Moer med mig og Katten, | |
A | | Spandt og sang, til Drømmeflokken | |
B | 185 | Bar mig ud til Leg i Natten. | |
| | |
A | |
«Drømme, drømme, – hvorfor drømme? | |
B | | Tro mig, Dagens Daad er bedre! | |
A | | Bedre Livets Støp at tømme, | |
B | | End en Blund blandt fældte Fædre!» | |
| | |
A | 190 | «Over Vidden flyger Renen; | |
B | | Efter den i Vind og Væde! – | |
A | | Bedre det, end bryde Stenen | |
B | | Op af fattig Jord dernede!» | |
| | |
A | | Men jeg hører Klokken ringe | |
B | 195 | Op fra Kirken udpaa Tangen! | |
A | | «Lad det ringe, lad det klinge, | |
B | | Bedre Klang har Fossesangen!» | |
| | |
A | | Gamle Moer og hun til Kirke | |
B | | Gaar med Bogen svøbt i Klædet. | |
A | 200 | «Tro mig, Mand, du bedre virke | |
B | | Kan, end slide Kirkeledet!» | |
| | |
A | | Orglet synger indfor Grinden; | |
B | | Der er Lys ved Altertavlen. | |
A | | «Bedre synger Storm om Tinden, | |
B | 205 | Bedre skinner Sol paa Skavlen!» | |
| | |
A | | Nu, saa kom! I Veir og Væde | |
B | | Over Viddens hvide Bølge! | |
A | | Lad saa Kirkestien træde | |
B | | Hvo som vil, – jeg slaaer ei Følge! | |
| | |
A | 210 |
Høsten kommer; hør den sidste | |
B | | Bølings Bjelder under Aasen! | |
A | | Viddens Frihed maa den miste, | |
B | | Faar igjen et Liv – paa Baasen! | |
| | |
A | | Snart er Vintrens Tæpper hængte | |
B | 215 | Foldrigt udfor Stupets Vægge; | |
A | | Snart er alle Stier stængte, – | |
B | | Hjemad maa jeg Veien lægge. | |
| | |
A | | Hjemad? Har da der jeg hjemme, | |
B | | Hvor min Hug ei længer færdes? | |
A | 220 | Han har længst mig lært at glemme, | |
B | | Selv jeg lærte mig at hærdes. | |
| | |
A | | Dagens Daad har intet Mærke, | |
B | | Slig som den dernede drives; | |
A | |
Her blev mine Tanker stærke, | |
B | 225 | Kun paa Vidden kan jeg trives. | |
| | |
A | | I den øde Sæterstue | |
B | | Al min rige Fangst jeg sanker; | |
A | | Der er Krak og der er Grue, | |
B | | Friluftsliv for mine Tanker. | |
| | |
A | 230 | Der er Vættespil i Natten; | |
B | | Kløgtig Skytte Faren vejrer. | |
A | |
Han har skjænkt mig Tryllehatten; | |
B | | Jeg kan fristes, men jeg sejrer! | |
| | |
A | | Vinterliv paa vilde Vidder | |
B | 235 | Sætter Staal i veke Tanker, – | |
A | |
Intet Sagn om Fuglekvidder | |
B | | Sygt igjennem Aaren banker. | |
| | |
A | |
Er til Vaar i Staal jeg drevet, | |
B | | Henter jeg de To fra Dalen, – | |
A | 240 | Løfter dem fra Hverdagsstrævet, | |
B | | Bænker dem i Høifjeldssalen, | |
| | |
A | | Lærer dem min nye Visdom, | |
B | | Lokker Latter over Hjemmet; | |
A | | Snart er Livet paa de isom- | |
B | 245 | spændte Vidder dem ei fremmed.
| |
| | |
A | | Her jeg sad i lange Uger, – | |
B | | Kan ei Eensomheden bære; | |
A | | Mindekrigen Kraften sluger, | |
B | | Nedad maa jeg til de Kjære. | |
| | |
A | 250 | Kun en Dag, og saa jeg stiger | |
B | | Op igjen fra Moer og hende, – | |
A | | Op til mine høie Riger, | |
B | | Som til Vaar skal rumme Trende. | |
| | |
A | | Ud jeg maa! – Hu, Sneen fyger! | |
B | 255 | Lidt forsent jeg mig betænkte. | |
A | | Vintervejr langs Vidden stryger, – | |
B | | Nu er alle Stier stængte. | |
| | |
a | |
Uger gik og jeg vandt mig selv, | -∪-∪∪-∪- |
B | | Min Hjemvee kom aldrig tilorde; | ∪-∪∪-∪∪-∪ |
a | 260 | Under Isklædets Folder laa Bæk og Elv, | ∪∪-∪∪-∪∪-∪- |
a | | Maanen stod rund over Fondens Hvælv, | -∪∪-∪∪-∪- |
B | | Og Stjernerne tindred sig store. | ∪-∪∪-∪∪-∪ |
| | |
a | |
For frisk jeg var til at sidde stur | ∪-∪-∪∪-∪- |
B | | I Stuen da Dagen hælded; | ∪-∪∪-∪-∪ |
a | 265 | Saa lidt som min Tanke jeg trives i Bur, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
a | | Over Vidden jeg jog, til den styrtende Urd | ∪∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
B | | Standsed mig yderst paa Fjeldet. | -∪∪-∪∪-∪ |
| | |
a | | I det gabende Dyb laa Dalen stilt; | ∪∪-∪∪-∪-∪- |
B | | Da toned det ude paa Tangen –! | ∪-∪∪-∪∪-∪ |
a | 270 | Jeg lytted –, det lød baade lindt og mildt; | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
a | | Hvor hørte jeg før den Slaatten blev spilt –? | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
B | | Da kjendte jeg Klokkeklangen! | ∪-∪∪-∪-∪ |
| | |
a | | De ringede Julens Høitid ind | ∪-∪∪-∪-∪- |
B | | Med de gamle hjemlige Klokker. | ∪∪-∪-∪∪-∪ |
a | 275 | Det lyser bagved min Grandes Grind, | ∪-∪∪-∪-∪- |
a | | Fra min Moders Stue gaar ud et Skin, | ∪∪-∪-∪∪-∪- |
B | | Som sælsomt mig maner og lokker. | ∪-∪∪-∪∪-∪ |
| | |
a | | Hjemmet med alt sit fattige Liv | -∪∪-∪-∪∪- |
B | | Blev en Saga med Billeder rige! | ∪∪-∪∪-∪∪-∪ |
a | 280 | Heroppe laa Fjeldvidden stor og stiv, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
a | | Dernede havde jeg Moer og Viv, – | ∪-∪-∪∪-∪- |
B | | Til dem jeg maatte vel hige. | ∪-∪-∪∪-∪ |
| | |
a | | Da lo det bag mig saa kort og tørt; | ∪-∪-∪∪-∪- |
B | | Det var den fremmede Skytte. | ∪-∪-∪∪-∪ |
a | 285 |
Han havde min ordløse Tanke hørt: | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
a | | «Mig synes min unge Ven er rørt, – | ∪-∪∪-∪-∪- |
B | | Ak ja, den hjemlige Hytte!» | ∪-∪-∪∪-∪ |
| | |
a | | Og atter jeg stod med staalsat Arm, | ∪-∪∪-∪-∪- |
B | | Og kjendte jeg var den Stærke; | ∪-∪∪-∪-∪ |
a | 290 | Viddernes Luftning kjølte min Barm, | -∪∪-∪-∪∪- |
a | | Aldrig den mere skal banke sig varm | -∪∪-∪∪-∪∪- |
B | | For et vinkende Julemærke! | ∪∪-∪∪-∪-∪ |
| | |
a | |
Da lyste det op om Tun og Tag | ∪-∪∪-∪-∪- |
B | | Udfor min Moders Stue; | -∪∪-∪-∪ |
a | 295 | Først var det som dæmrende Vinterdag, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
a | | Saa rulled sig Røgen i tunge Lag, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
B | | Og saa kom den røde Lue. | ∪-∪∪-∪-∪ |
| | |
a | | Det lyste, det brændte, det knak i Grus; | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
B | | Af Kvide jeg skreg i Natten; | ∪-∪∪-∪-∪ |
a | 300 | Men Skytten trøsted: «Hvi saa konfus? | ∪-∪-∪∪-∪- |
a | | Det brænder jo bare, det gamle Hus, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
B | | Med Juleøllet og Katten!» | ∪-∪-∪∪-∪ |
| | |
a | | Han talte saa klogt i al min Nød, | ∪-∪∪-∪-∪- |
B | | At fast mig voldtes en Gysning; | ∪-∪-∪∪-∪ |
a | 305 | Han viste, hvor virksomt Luens Glød | ∪-∪∪-∪-∪- |
a | | Over i Maanens Streiflys flød | -∪∪-∪-∪- |
B | | Til en sammensat Natbelysning. | ∪∪-∪∪-∪-∪ |
| | |
a | | Han kikked gjennem den hule Haand | ∪-∪-∪∪-∪- |
B | | Til Vinding for Perspektivet; | ∪-∪∪-∪-∪ |
a | 310 |
Da toned en Sang over Fjeld og Fond, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
a | | Da skjønte jeg grant, min Moders Aand | ∪-∪∪-∪-∪- |
B | | I Englenes Vold var givet: | ∪-∪∪-∪-∪ |
| | |
a | | «Stille du stelled, stille du led, | -∪∪-∪-∪∪- |
B | | Stille du vandred i Vrimlen; | -∪∪-∪∪-∪ |
a | 315 | Saa lempeligt bærer vi dig afsted | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
a | | Høit over Vidden til Lys og Fred, | -∪∪-∪∪-∪- |
B | | Til Julekvældsglæde i Himlen!» | ∪-∪∪-∪∪-∪ |
| | |
a | | Borte var Skytten, og Maanen dækt; | -∪∪-∪∪-∪- |
B | | I Blodet var Brand og Frysning, – | ∪-∪∪-∪-∪ |
a | 320 | Over Vidden jeg bar min Kvides Vægt, – – | ∪∪-∪∪-∪-∪- |
a | | Men det kan ikke nægtes, der var Effekt | ∪∪-∪∪-∪∪-∪- |
B | | I den dobbelte Natbelysning! | ∪∪-∪∪-∪-∪ |
| | |
a | |
Midsommerdagen laa som bedst | -∪∪-∪-∪- |
B | | Og dirred hed over Heien; | ∪-∪-∪∪-∪ |
a | 325 | Klokkerne ringed til Bryllupsfest, | -∪∪-∪∪-∪- |
a | | Dybt dernede for Folk tilhest | -∪-∪∪-∪- |
B | | Langsefter Alfarveien. | -∪∪-∪-∪ |
| | |
a | | De skjød fra min Grandes Laavebro, | ∪-∪∪-∪-∪- |
B | | Der var Bjerkebusker ved Grinden, | ∪∪-∪-∪∪-∪ |
a | 330 | Paa Tunet var folksomt nok, kan du tro; | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
a | | Men jeg laa yderst paa Stupet og lo, | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
B | | Mens Taarerne brandt i Vinden. | ∪-∪∪-∪-∪ |
| | |
a | | Det var som jeg hørte gjønende Stev | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
B | | Og tankehvas Latter at runge, | ∪-∪∪-∪∪-∪ |
a | 335 | Mig syntes et Spottekvad op mod mig drev; | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
a | |
Jeg laa over Stupet; i Lyngen jeg rev, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
B | | Og bed i min egen Tunge. | ∪-∪∪-∪-∪ |
| | |
a | | Afgaarde de red i stadselig Flok, | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
B | | Bruden sad rank i Sadlen, | -∪∪-∪-∪ |
a | 340 | Sidt over Lænderne svam hendes Lok, – | -∪∪-∪∪-∪∪- |
a | | Den glittred, den lyste, – jeg kjendte den nok | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
B | | Fra den sidste Kveldstund i Dalen. | ∪∪-∪-∪∪-∪ |
| | |
a | | Over Bækken red hun Skridt for Skridt | ∪∪-∪-∪-∪- |
B | | Tæt indved Brudgommens Side. – | -∪∪-∪∪-∪ |
a | 345 | Da havde jeg sørget mit Hjerte frit, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
a | | Tilende havde jeg Kampen stridt, | ∪-∪-∪∪-∪- |
B | | Jeg havde ikke Mere at lide. | ∪-∪∪∪-∪∪-∪ |
| | |
a | | Jeg stod for Stupet med staalsat Aand | ∪-∪-∪∪-∪- |
B | | Og høit over Sommerlivet. | ∪-∪∪-∪-∪ |
a | 350 | Toget saa ud som et blinkende Baand, – | -∪∪-∪∪-∪∪- |
a | | Jeg holdt for Øiet den hule Haand | ∪-∪-∪∪-∪- |
B | | Til Vinding for Perspektivet. | ∪-∪∪-∪-∪ |
| | |
a | |
De flagrende Skaut, det skinnende Lin, | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
B | | Og Mændenes Kofter røde, | ∪-∪∪-∪-∪ |
a | 355 | Kirken med Vigselens Himmelvin, | -∪∪-∪∪-∪- |
a | | Bruden, den Fagre, som engang var min, | -∪∪-∪∪-∪∪- |
B | | Og Lykken, som fra mig døde, – | ∪-∪∪-∪-∪ |
| | |
a | | Det alt tilhobe jeg stod og saa | ∪-∪-∪∪-∪- |
B | | Oppe fra Livets Vidder; | -∪∪-∪-∪ |
a | 360 | Et høiere Lys over Synet laa, – | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
a | | Men see, det kan nu Ingen forstaa, | ∪-∪-∪-∪∪- |
B | | Som nede i Sværmen sidder. | ∪-∪∪-∪-∪ |
| | |
a | |
Da lo det bagved mig kort og tørt, | ∪-∪∪-∪-∪- |
B | | Det var den fremmede Skytte: | ∪-∪-∪∪-∪ |
a | 365 | «Kammerat, efter det jeg nu har hørt, | ∪∪-∪∪-∪-∪- |
a | | Jeg seer jeg forgjæves har Skræppen snørt, – | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
B | | Her er jeg til ingen Nytte!» | ∪-∪∪-∪-∪ |
| | |
a | | Nei, nu er jeg Mand for at hjælpe mig selv, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
B | | Men Tak for din gode Mening; | ∪-∪∪-∪-∪ |
a | 370 | Det flommer ei længer i Aarens Elv, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
a | | Og jeg tror jeg mærker i Bringens Hvælv | ∪∪-∪-∪∪-∪- |
B | | Alleslags Tegn til Forstening. | -∪∪-∪∪-∪ |
| | |
a | | Den sidste styrkende Saft jeg drak; | ∪-∪-∪∪-∪- |
B | | Ei længer paa Vidden jeg fryser; | ∪-∪∪-∪∪-∪ |
a | 375 | Mit Seil gik under, mit Livstræ knak, – | ∪-∪-∪∪-∪- |
a | | Men see, hvor smukt hendes røde Stak | ∪-∪-∪∪-∪- |
B | | Mellem Bjerkestammerne lyser. | ∪∪-∪-∪∪-∪ |
| | |
a | | Det gaar i Galop, men see, der blev | ∪-∪∪-∪-∪- |
B | | De borte ved Kirkesvingen. | ∪-∪∪-∪-∪ |
a | 380 | Mit væneste Minde, i Lykke lev! | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
a | | Nu bytted jeg bort mit sidste Stev | ∪-∪∪-∪-∪- |
B | | For et høiere Syn paa Tingen. | ∪∪-∪∪-∪-∪ |
| | |
a | |
Nu er jeg staalsat, jeg følger det Bud, | -∪∪-∪∪-∪∪- |
B | | Der byder i Høiden at vandre! | ∪-∪∪-∪∪-∪ |
a | 385 | Mit Lavlandsliv har jeg levet ud; | ∪-∪-∪∪-∪- |
a | | Heroppe paa Vidden er Frihed og Gud, | ∪-∪∪-∪∪-∪-∪ |
B | | Dernede famler de Andre. | ∪-∪-∪∪-∪ |
| | |